Kære brevkasse

Jeg er i en svær periode af mit liv, hvor jeg bliver udredt for PTSD og kæmper med de mange symptomer, der følger med. Jeg bruger al min energi på terapi, min egen heling og det at opretholde mit ædru liv (jeg har været ædru i over et år efter et tidligere massivt alkoholmisbrug). Alt, hvad jeg har tilbage, går til at få min hverdag til at hænge sammen.

Folk omkring mig synes dog ikke at forstå, hvorfor jeg trækker mig fra mange ting. De ser mig som én, der lukker mig inde, men sandheden er, at jeg bare ikke har overskud til andet end at kæmpe for mit eget liv lige nu. Når jeg forklarer det, bliver mine svar ofte mødt med undren, råd, jeg ikke har bedt om, eller forsøg på at ændre min adfærd. Det føles, som om mit nej ikke bliver respekteret.

Jeg undrer mig: Hvornår er det nok bare at sige: “Det her er mit liv, og jeg gør det, jeg skal gøre for at overleve”? Hvordan lærer jeg at acceptere, at folk må tro, hvad de vil, når de ikke vil høre, hvad jeg siger? Og hvordan holder jeg fast i, at jeg ikke skylder nogen en forklaring – uden at føle skyld?

Mvh. En, der kæmper for at få ro 🫶🏼