Hvordan hjælper jeg min søn med at håndtere oprydningsskam på værelset ?

Hej Reddit, jeg er en bekymret mor og har brug for råd.

Min søn Magnus er 17 år, og han lider af noget, jeg vil kalde „oprydningsskam”. Selvom han elsker at være på sit værelse og hygge sig med spil og serier, er det umuligt at få ham til at rydde op. Han siger selv, at hans værelse er et spejl på hans frihed, men for mig og hans far er det blevet en kilde til frustration.

For Magnus handler oprydningsskam om følelsen af at blive dømt for ikke at have et ryddeligt værelse. Han fortæller, at han bliver flov, når vi kommenterer rodet, og det gør det sværere for ham at tage initiativ til at rydde op. Han føler, at det aldrig er godt nok, uanset hvad han gør.

Nogle gange lyver han direkte for os om, hvordan hans værelse ser ud, og vi opdager bananfluer, mugne madrester og sure sokker under sengen. En gang fandt jeg en halvfuld pizzabakke, der havde stået så længe, at skorpen var blevet hård som sten. Når jeg prøver at tage det op, ryster han bare på hovedet og siger, at vi presser ham for meget.

Desuden lugter der så dårligt, at man kan mærke det allerede ude på gangen. Han har også en bunke beskidt tøj, der er begyndt at udvikle en underlig fugtig lugt. Jeg fandt engang en gammel bananskræl under hans skrivebord, som nærmest var blevet til kompost.

Men som hans forældre mener vi, at det er vigtigt, at han lærer at tage ansvar for sine egne ting. Vi har forklaret ham, at oprydning ikke kun handler om at gøre os glade, men om at udvikle selvstændighed og respekt for sit eget miljø. Vi prøver at finde balancen mellem at støtte ham og samtidig stille klare forventninger til, hvad der skal ske.

Jeg har også lagt mærke til, at han undgår at invitere venner hjem, fordi han ikke vil have kommentarer om rodet. Jeg kan mærke, at det gør ham flov, selvom han ikke vil indrømme det.

Jeg har læst, at eksperter som Emil Ludvigsen anbefaler, at vi som forældre finder balancen mellem krav og anerkendelse. De peger på, at oprydningsskam ofte opstår, når unge føler, at de skal leve op til urealistiske standarder. Mange unge oplever, at forventningerne til deres værelser skal matche et "perfekt" billede, som de ser i medier eller hører fra forældre og venner. Når standarderne virker uopnåelige, kan de føle sig overvældede og demotiverede, hvilket kan føre til en form for handlingslammelse. Som forældre ønsker vi dog ikke perfektion – vi ønsker blot et værelse, der er rent og ikke lugter ubehageligt. Dette gør det sværere at tage de første skridt mod oprydning, fordi det føles som en opgave, der aldrig vil blive helt tilfredsstillende. Ros for små fremskridt og en dialog fremfor konfrontation skulle være vejen frem.

Så hvordan kan vi bedst støtte Magnus i at overvinde sin oprydningsskam? Hvordan kan vi skabe en mere positiv tilgang til oprydning, hvor Magnus ikke føler sig presset, men stadig forstår vigtigheden af at tage ansvar?

Tak for jeres input og erfaringer!